Det kan man ikke svare på på forhånd, men sandsynligheden taler for at det er rigtig mange gode ting I opdager, når den unge vender hjem fra efterskoleopholdet. Efterskolediplomet viser at noget af det vi er allermest stolte over i Danmark, vores evner til at indgå i fællesskaber, handler om mere end blot personlighed og indstilling. Det viser og bidrager til at den unge kender de fælles spilleregler for hvordan. Der er mange kræfter i verden der trækker i andre retninger.
Diplomet er bevis på at eleven ved hvordan. Selve dannelsen sker stadig i hverdagen på skolen.
Efterskolediplomet er ikke en eksamen, og det er ikke noget dit barn skal læse op til. Det er en liste over 16 helt konkrete ting dit barn har gjort i løbet af året — handlinger der tilsammen tegner et menneske der kan deltage og tage ansvar i et fællesskab.
Dit barn krydser selv af i takt med at tingene sker. Til afslutningssamtalen argumenterer dit barn selv for at have opnået diplomet. Argumentationen er i sig selv en demokratisk øvelse — og det er der diplomet får sit indhold. Det er ikke et stempel skolen sætter. Det er en historie dit barn fortæller, og som skolen står inde for.
De 17 punkter er fordelt i seks områder. De rammer det de fleste mennesker har brug for at kunne — og som de færreste har øvet sig på.
At fremlægge en sag for andre. At argumentere for et standpunkt — også et man ikke selv valgte. At stille et reelt spørgsmål.
At lytte og lade sig påvirke. At sige højt at man har skiftet holdning. At give plads til andre.
At være ordstyrer ved et møde. At tage referat. At repræsentere andre. At handle loyalt på en beslutning man ikke selv var enig i.
At stemme om noget der har konsekvens. At indgå et kompromis og stå ved det. At være med i et udvalg der træffer beslutninger andre mærker. At forstå hvordan en skriftlig afstemning med stillerrunde fungerer.
At påtage sig noget ingen bad om. At sige fra over for noget uretfærdigt. At undskylde oprigtigt — også når det er ubehageligt.
At sætte sig ind i et emne udefra og fortælle om det til andre.
Alle kan være med. Disciplinerne er handlinger, ikke personlighedstræk — og de udspiller sig forskelligt for forskellige unge.
Andelstankerne og foreningslivet har båret en særlig dansk demokratisk tradition i over hundrede år. At lede et møde. At indgå et kompromis og stå ved det. At argumentere for et standpunkt der ikke er ens eget. At sige fra over for noget uretfærdigt. Det er færdigheder der har gjort dansk fællesskab til hvad det er — og som har gjort det muligt at være uenig uden at falde fra hinanden.
Den slags lærte tidligere generationer i idrætsforeninger, i ungdomsklubber, i andelsboligforeningens generalforsamlinger, omkring spisebordet hos farfar. I dag står den infrastruktur svagere, og de unges fællesskaber lever i højere grad digitalt. Det er ikke noget enkelt familier kan kompensere for alene — det handler om noget der har ændret sig i samfundet over en generation.
Efterskolediplomet er et bud på et sted hvor de færdigheder igen kan øves konkret, sammen med andre unge, i et fællesskab der minder om det vi selv voksede op i. Dit barn lærer det ikke andre steder. Det er en arv værd at give videre.
For dig som forælder betyder det at du har noget at se på. Noget at tale om med dit barn ved aftensbordet, ud over hvor maden var god og om kammeraterne var rare. Et reelt billede af hvad dit barn har bevæget sig igennem.
Det dit barn øver sig på, fines ikke som skolefag. Alligevel er det noget et menneske bruger hele af livet — og som alle burde kunne.
I uddannelse. Mange udfordringer på et studie handler ikke om fag, men om gruppearbejde, fremlæggelser og at navigere i miljøer hvor folk er reelt uenige. Det dit barn øver sig på her, er præcis det.
På arbejdet. "Kompromis, initiativ og at få samarbejde til at virke. Som forælder kender du værdien og nødvendigheden af at kunne de ting og det er netop noget af det et efterskoleophold giver. Diplomet laver en minimumsramme for det og sætter ord på det overfor omverdenen.
Som borger. At kunne sige sin mening, ændre den, lytte, gå på kompromis, sige fra — det er det demokrati er bygget af. Mange ting trækker i en anden retning - tænk fx. på hvordan de sociale medier fungerer. Diplomet er et modtræk.
I privatlivet. At undskylde rigtigt. At indgå et kompromis og holde det. At samle. At sige fra over for noget uretfærdigt. Meget af det er supersvært, men det hjælper at øve sig.
Diplomet skal være en del af skolens tilbud. Skolen betaler en årlig licens til Efterskolediplomet.dk som dækker implementering og brug. Skolen må ikke opkræve separat betaling for diplomet.
Skolen kan bestemme sig for at alle elever skal tage det, eller de kan tilbyde det til dem som har lyst. Udfører man ikke handlingerne, får man ikke diplomet, men efterskoleåret er jo stadig et efterskoleår. Diplomet skal tænkes som et kærligt skub i en god retning.
Disciplinerne er konkrete handlinger, ikke personlighedstræk. En stille elev der har siddet i et udvalg, fremlagt en sag, og sagt fra én gang i løbet af året, opfylder lige så meget som den elev der allerede er hjemmevant i det. Det handler om at have stået i situationerne — ikke om at være en bestemt slags ung.
Diplomet forpligter skolen. Skolen skriver under på en aftale med Efterskolediplomet, og processen følges op af en elev-evaluering. Alle efterskoler har deres eget særkende, hvilket diplomet har stor respekt for. Implementeringen kan derfor foregå på den måde som skolen kan se fungere, men skolen skal stå inde for at det er gjort ordentligt
Det er ikke længere meget personligt at arbejde med kompetencer i et fællesskab. Det arbejde er et nyt område som man kan tale om, undskylde sig med og gå op i fordi det har værdi. Løsningen er individuel og dermed tilpasset den enkelte. Nogle uger før skoleafslutning samles der op, og man har stadig tid til at nå det, hvis enkelte kategorier skulle mangle. Elev og lærer afgør sammen om krydserne kan sættes. Kan krydserne ikke sættes, tildeles diplomet ikke.
Understøt diplomet:
Spørg ind til det. Når dit barn er hjemme på weekend eller i ferie, så spørg om diplomet. Hvad har du krydset af? Hvad mangler du? Hvilke har været svære? Det er de bedste samtaler om efterskoleåret du kan få — og du støtter den unges refleksion, dybt forankret i den unges sociale virkelighed
Hjælp dit barn med at se det. Mange unge vurderer sig selv alt for hårdt. Sæt diplomet i centrum, som noget af det I taler om og som betyder noget i opholdet. Det rummer en indgang til at sætte ord på al den sociale og demokratiske læring som vi alle ved finder sted på efterskole.
Idéen til Efterskolediplomet er kommet ud af 22 år som lærer og forstander på efterskole. I de 22 år har jeg set utallige unge tage hjem fra opholdet som mennesker forældrene knap kunne genkende — på den gode måde. De forældre der henter deres børn hjem, også jeg selv, har mange ord for hvad året har givet. Fælles for dem alle er begejstringen over den personlige udvikling og evnerne til fællesskaber. Emner der ikke kan måles.
Diplomet arbejder med rammerne for den dannelse eleven gennemgår på et efterskoleår. Ikke ved at sætte dannelse i kasser, men ved at bevise at der er arbejdet med stilladset til dannelsen. Det er blandt andet en modvægt til det unge mennesker lærer på sociale medier.
Jeg tror på at diplomet har værdi helt praktisk også. Det pudsige er at det dokumenterer noget vi alle ved er vigtigt, men som ingen tidligere har sat i system. Som arbejdsgiver ville jeg selv læse dokumentet, hvis en ung supplerede sin ansøgning til et fritidsjob med det.
Tal med dit barns skole — eller den efterskole I overvejer — om de er tilsluttet Efterskolediplomet. Det er det stærkeste signal jeg kender på at en skole tager den menneskelige opgave alvorligt nok til at lade andre kigge med.